Om faldvildtovervågningen

Faldvildtovervågningen varetages i dag af Patologivagten, som er en del af
DK-VET.

Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET) er et samarbejde mellem Københavns Universitet (KU) og Statens Serum Institut (SSI) om varetagelse af den veterinære myndighedsopgaver, herunder overvågning af alvorlige sygdomme hos dyr. 

Faldvildtovervågningen i Danmark har eksisteret siden 1932, hvilket er længere tid end i noget andet land. Faldvildtundersøgelserne lå oprindelig ved Statens Veterinære Serumlaboratoriums, senere DTU Veterinærinstituttet.

Faldvildtovervågningen er finansieret gennem en aftale med Miljøstyrelsen og foregår i samarbejde med Naturstyrelsens lokale enheder, hvor faldvildt kan afleveres til obduktion.

BAGGRUND

Den danske vilde fauna udgør en vigtig ressource, både som naturoplevelse og som jagtudbytte. For at bevare og forvalte denne ressource på en optimal måde er det vigtigt at der er et godt kendskab til sundhedstilstanden i de vilde fugle og pattedyr.

Globalisering og klimaforandringer indebærer en øget risiko for at smitsomme sygdomme etablerer sig i den danske fauna. Klimafor­andringer kan også bidrage til at allerede eksisterende smitstoffer får ændret udbredelse og betydning i vildtbestande. Vildtlevende dyr er endvidere vigtige indikatorer på miljøbelastninger i naturen.

Indgangsvinklen til undersøgelser af vildtsygdomme er forskellig, afhængigt af om man ser det i forhold til fødevaresikkerheden (Fødevarestyrelsen) eller man ser det i forhold til de pro­blem­er, som de vilde bestande kunne blive udsat for i forhold til smitte fra bl.a. husdyrene. Det er målet med faldvildtovervågningen, at overvågning af vildtsundhed bliver en større, integreret del af den danske naturfor­valt­ning. Der lægges op til et langsigtet sam­arbejde, som vil muliggøre opbygning af kompetencer og et fremadrettet fokus på løsning af ofte komplekse vildtforvaltningsmæssige problemstillinger.

Faldvildtovervågningen skal bidrage til at sikre en sund og livskraftig vildtbe­stand til glæde for hele den danske befolkning, herunder jægerne, men også den gruppe af befolkningen som nyder udelukkende at se på vildtet. Den skal endvidere danne grundlag for en forbedret råd­givning af såvel vildt­kon­sulenter som private i forbindelse med sygdomsudbrud hos vildt, ligesom det vil styrke rådgivningen af myndighederne på området.