Dødfundet vildt

Undersøgelser af dødfundet vildt er gratis for indsender

Patologivagten på Københavns Universitet undersøger/obducerer døde pattedyr og fugle, som er fundet i naturen, i samarbejde med Aalborg Universitet. Læs mere om vilde dyrs sundhed og indsendelse af syge eller dødfundne vilde dyr. 

Hvorfor undersøges vildt?

Undersøgelse af sygt og dødfundet vildt er betalt af Miljøstyrelsen. Når man sender vildt til obduktion er det med til at sikre overvågningen af de danske vildtbestandes sundhedstilstand. Materiale indsamlet fra dyret bliver arkiveret og vil fremadrettet indgå i forskningsmæssige undersøgelser af sygdomsforekomst og dødsårsager i danske vildtbestande.

Hvem kan sende vildt ind?

Alle kan sende vildt ind til obduktion. Alle dyr, der indsendes, skal meldes til Patologivagten inden indsendelse eller indlevering. Indsender får altid en obduktionsrapport per e-mail med resultater af undersøgelserne, dog kan der i nogle tilfælde gå et stykke tid, før alle igangsatte analyser er afsluttet, og laboratoriet kan sende rapporten.

Døde vilde fugle

Patologivagten foretager også prøveudtagning og obduktion af døde vilde fugle, som er samlet ind i forbindelse med Fødevarestyrelsens overvågningsprogram for fugleinfluenza.

Du kan læse mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside om, hvordan du skal forholde dig, hvis du finder en død fugl.

Indlevering/indsendelse af vildt til obduktion

Det er vigtigt at oplyse indsenders kontaktoplysninger og fundsted og -dato for dyret ved indsendelse. Du finder indsendelsesblanket, der skal udfyldes og følge med dyret, her.

Ved indlevering eller indsendelse af vildt kan man kontakte Patologivagtens vagttelefon 9350 9280, mandag-torsdag kl. 8.30-16.00 og fredag 8.00-15.00.

Indlevering af vildt kan ske hverdage 9.00-15,00. Indlevering uden for normal åbningstid kan foregå ved brug af elektronisk luge, men kun efter aftale med Patologivagten (der skal bruges kode).

Indlevering til Patologivagten sker på følgende adresse:

Sektion for Patobiologi
Sektionsstuen
Københavns Universitet
Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab
Ridebanevej 3
1870 Frederiksberg C

Øvrige spørgsmål

Ikke hastende henvendelser kan rettes til mailadressen: vildt@sund.ku.dk