Oversigt over vildtsygdomme

Lungeorm er et normalt fund hos vildtlevende drøvtyggere i Danmark.

Når denne type parasitter optræder i store antal, kan de være forbundet med sygdom hos dyrene, men de kan ikke smitte til mennesker. Mild til moderat infektion med parasitter i lungerne påvirker ikke kødkvaliteten. Massiv infektion med parasitter kan være tegn på immunsvækkelse eller sygdom og bør give anledning til nøje undersøgelse af slagtekroppen for andre sygdomstegn.

Mavetarmorm er et normalt fund hos vildtlevende drøvtyggere i Danmark.

Når denne type parasitter optræder i store antal, kan de være forbundet med sygdom hos dyrene, men de smitter ikke til mennesker. Mild til moderat infektion med parasitter i mave og tarmkanal påvirker ikke kødkvaliteten. Massiv infektion med parasitter kan være tegn på immunsvækkelse eller sygdom og bør give anledning til nøje undersøgelse af slagtekroppen for andre sygdomstegn.

Svælgbremser er almindeligt forekommende i hele landet. Normalt forårsager svælgbremselarverne ikke symptomer men opdages i dyrets svælg og næsehule i forbindelse med bukkejagten, når kraniet åbnes, og opsatsen fjernes. I forbindelse med brækning kan larver også i nogle tilfælde findes i mundhule og luftrør. I nogen tilfælde kan ses fnysen og hoste hos angrebne dyr.  Voksne hunner afsætter larver i næseborene på rådyr. Larverne kravler ind i næseborene, hvor de gennemgår flere udviklingsstadier. Herefter dannes en puppe, hvor svælgbremselarver udvikler sig til en voksen svælgbremse. Svælgbremser er en almindeligt forekommende parasit hos rådyr i hele landet.  

Selvom rådyrets svælgbremser er ubehagelige at se på, er de i reglen ikke et alvorligt problem for dyret, og de inficerer ikke mennesker. Infektion med svælgbremser påvirker ikke kødkvaliteten.

De seneste år er der konstateret flere tilfælde af massiv lungebetændelse forårsaget af aspiration (inhalation) af svælgbremser hos flere rådyr. Den alvorlige lungebetændelse har i disse tilfælde være fatal (årsagen til dyrets død). Havner svælgbremser (eller dele af svælgbremserne) i de nedre luftveje kan det forårsage en alvorlig reaktion (såkaldt fremmedlegemereaktion) og lungebetændelse. Findes dyr mistænkt for denne type lungebetændelse, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande. Se mere om indsendelse af vildt: https://patologivagten.dk/vildtsundhed/indlevering/

Lusefluer (Lipoptena spp.) er blodsugende parasitter på hjortevildt og er almindeligt forekommende på rådyr og hjort i Danmark. Især om efteråret lander den ofte på mennesker.
Lusefluer er flade og edderkoppelignende fluer med kraftige klør på benene. Kropslængden er ca. 5 mm. De fødes med vinger, men kaster vingerne, når de har fundet en vært. De nyklækkede voksne lusefluer flyver omkring fra september til oktober og leder efter en vært. Herefter får lusefluer næring ved at stikke værten for at suge blod. De parrer sig på værten og overvintrer der. Lusefluer udvikler én larve ad gangen, som udvikles gennem tre larvestadier inden i moderen. Først når larven er færdigudviklet, vil den fødes i et puppestadium. En hun kan udvikle omkring 30 larver om året. Lusefluer slår sig ofte ned på mennesker, hund og andre dyr, men vil ikke kunne udvikle sig der. Almindeligvis stikker den ikke mennesker, men hvis det skulle ske, kan stikket klø i lang tid. Fund af lusefluer på vildt har ikke kødkontrolmæssig betydning.

Pelslus kan forårsage pletvist hårtab hos rådyr. Selve pelslusen er lille og vanskelig at få øje på, men den kan forårsage omfattende områder med hårtab på ører, hals og sider og hudbetændelse, især sidst på vinteren og om foråret. Hårtab og hudbetændelse kan i nogle tilfælde ligne skab hos ræv. Hårtabet sker som følge af, at dyret klør sig voldsomt og knækker hårene af. Pelslus kan ikke smitte til mennesker. Alvorlige infektioner ses som regel hos dyr, der er svækkede på grund af alder eller sygdom og i områder, hvor rådyrbestanden er tæt. Massiv infektion med parasitter kan være tegn på immunsvækkelse eller sygdom og bør give anledning til nøje undersøgelse af slagtekroppen for andre sygdomstegn.

Sarcocyster er encellede parasitter, som kan inficere muskulatur hos mange arter. Sarcocyster er meget udbredt forekommende hos rådyr i Danmark og kan i nogle tilfælde ses hos kraftigt inficerede rådyr som små hvide pletter i muskelvæv. Hos rådyr er sarcocysterne ikke af sygdomsmæssig betydning. Mennesker kan smittes med Sarcocyster ved at indtage kød, der ikke er tilstrækkeligt varmebehandlet. Der kan hos mennesker ses milde symptomer som let feber og muskelømhed. Infektion med sarcocyster giver meget sjældent årsag til symptomer hos mennesker. Mild til moderat infektion med parasitter i luftveje og tarmkanal påvirker ikke kødkvaliteten. Massiv infektion med parasitter kan være tegn på immunsvækkelse eller sygdom og bør give anledning til nøje undersøgelse af slagtekroppen for andre sygdomstegn.

Cysticerkose hos hjortevildt (tinter) er forårsaget af umodne livsstadier (såkaldte tintestadier) af bændelorm. De bændelorm, der forårsager cysticerkose hos hjorte i Danmark, er formodentlig oftest hundebændelorm (Taenia hydatigena eller Taenia krabbei).

De voksne bændelorme lever som kønsmodne i tarmen hos hunde. Hunde kan blive smittet ved indtagelse af kød fra hjortevildt, som er råt og ikke har været frosset. Taenia bændelorm mangler mund og tarmkanal, men ernæres ved indtag af næringsstoffer gennem overfladen af kroppen. De voksne parasitter består af et hoved (scolex) med fasthæftningsredskaber (sugeskåle, kroge), samt et større eller mindre antal fladtrykte led.

De bændelormetinter, som forekommer hos hjortevildt i Danmark, er ikke zoonotiske (smitter ikke til mennesker), men de kan se meget uappetitlige ud – især hvis der er mange i kødet, og de er derfor uønskede.

Findes dyr mistænkt for denne type infektion, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Hjernehindeorm (Elaphostrongylus cervi) er en parasit, som lever i det bindevæv, der omgiver musklerne og hinderne omkring centralnervesystemet. Den forekommer hos kronvildt i Danmark, men giver ikke årsag til klinisk sygdom hos dyrene. Hjernehindeorm kan ikke smitte mennesker. Ormen kan iagttages som trådlignende strukturer i muskelhinderne og hinderne omkring hjernen og kan ved kraftig infektion have kødkontrolmæssig betydning. 

Tuberkulose er en alvorlig sygdom, som skyldes infektion med tuberkulosebakterier. Bakterierne kan overføres mellem dyr og mennesker (zoonose). Der findes tre typer af tuberkulose, som kan ramme hjortevildt (bovin, aviær og human tuberkulose). Især bovin tuberkulose (kvægtuberkulose) kan forårsage alvorlige problemer hos produktionsdyr og kan smitte mellem vilde dyr, husdyr og mennesker. Der har ikke været påvist bovin tuberkulose i Danmark siden udbrud af tuberkulose i importerede hjorte i 1988. Symptomer på tuberkulose kan være uspecifikke og vanskelige at opdage. Alvorligt syge dyr kan være afmagrede og hoste. Ofte kan de findes døde uden forudgående symptomer. Tuberkulose er en lovomhandlet sygdom. Ved mistanke om tuberkulose skal man henvende sig til en dyrlæge eller Fødevarestyrelsen. Dyr med tuberkulose er ikke egnede som fødevare.

Findes dyr mistænkt for denne type infektion, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Infektion med bakterien Yersinia pseudotubeculosis kaldes yersinose eller pseudotuberkulose.  Sygdommen forekommer lejlighedsvist hos rådyr, harer og sjældnere hos andre vildtlevende pattedyr i Danmark. Ved undersøgelse af dyret kan ses bylder i lever, milt, lymfeknuder og andre organer. Organfund kan minde om dem, der ses ved tuberkulose. Yersiniose kan være forbundet med alvorlig diarre og dødsfald, især blandt unge dyr. Yersinia smitter sædvanligvis ikke til mennesker, men dyr, der lider af sygdommen, er ikke egnede som fødevare.

Nekrosebakterieinfektion kan blandt andet forårsage Klovbrandbyld (betændelse i klovspalten) hos rådyr og hjort. Bakterien kan også forårsage tandbylder og tarmbetændelse hos disse vildtarter. Bakterien findes overalt i miljøet, så der vil altid være en risiko for infektion. Det er dog sådan, at bakterien ikke kan trænge igennem intakt, sund hud. Det kræver en rift, eller at huden er beskadiget på anden måde, for at bakterien kan etablere sig og forårsage betændelse. Nekrosebakterier smitter sædvanligvis ikke til mennesker, men dyr, der lider af sygdom forårsaget af bakterier, er ikke egnede som fødevare.

Findes dyr mistænkt for denne type infektion, modtages demodtages meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Mund- og klovsyge er en smitsom virussygdom, der kan smitte drøvtyggere og grise. Sygdommen kan ikke smitte til mennesker. Symptomerne hos smittede drøvtyggere kan variere meget. I nogen tilfælde ses væskefyldte blærer i munden, på tungen, ved den øverste rand af kloven og i mellemrummet mellem klovene. Der kan også ses savlen og halthed. Sygdommen kan ofte have et mildt forløb. De hidtil sidste mund- og klovsygeudbrud forekom i perioden 1982-1983. I det tilfælde skyldtes udbruddet spredning af virus med vinden. Mund- og klovsyge er en anmeldepligtig sygdom. Sygdommen findes ikke i Danmark i øjeblikket. Ved mistanke om mund- og klovesyge skal fødevarestyrelsen orienteres.

Ondartet kataralsk feber forårsages ligesom mund- og klovsyge af et virus, og symptomerne på de to sygdomme kan forveksles. Symptomerne hos inficerede dyr kan være flåd fra øjne, uklare øjne, blindhed, sår i mundhulen og hjernebetændelse.  Ondartet kataralsk feber smitter fra får og geder til andre drøvtyggere (herunder hjortevildt). Får og geder kan ofte være raske smittebærere af sygdommen. Forekomsten af sygdommen hos vildt i Danmark er ukendt, men i Norge er sygdommen påvist hos vildtlevende drøvtyggere, herunder rådyr, elg og kronvildt. Dådyr er formentlig ikke modtagelige, medens krondyr er middelfølsomme, og sikahjorte er meget følsomme. Der kan ses meget pludselige dødsfald, men ofte ses der nedstemthed og stiv gang. Der kan ses forstørrede lymfeknuder, flåd fra øjne og næse, samt diarre. En del dyr dør allerede indenfor 24 timer efter symptomdebut, mens andre dyr kan overleve i flere dage. Ved mistanke om ondartet kataralsk feber bør dyret indsendes til faldvildtovervågningen. Kødet bør ikke anvendes som fødevare.

Sygdommen skyldes et virus, der kan forårsage kronisk diarré samt aborter og svage eller dødfødte kalve. Sygdommen har været et stort problem i danske kvægbesætninger. Der pågår stadig overvågning for sygdommen, men den anses nu for udryddet i dansk kvæg. Sygdommen er endnu ikke påvist hos vildtlevende drøvtyggere i Danmark, men er påvist hos vildtlevende drøvtyggere i andre dele af verden. Sygdommen smitter ikke mennesker. Ved mistanke om Bovin virus diarre skal fødevarestyrelsen orienteres.

Bluetongue er en alvorlig infektionssygdom forårsaget af et virus, som rammer drøvtyggere og kamelfamilien. Sygdommen har spredt sig til store områder af Europa i de seneste år. Sygdommen spredes via blodsugende insekter (mitter). Dyr, der bliver inficeret under drægtigheden, kan overføre sygdommen til deres foster. Bluetongue kan også spredes gennem sæd eller ved, at samme kanyle anvendes til flere dyr.
Symptomerne på bluetongue kan være sår og hævelse i slimhinderne i mund og næse, løsning af klove og halthed. Tungen kan være blå og opsvulmet, men dette er usædvanligt. Bluetongue virus kan ikke smitte mennesker.

Findes dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande. 

Mild diarre kan ofte ses hos hjortevildt i forårsperioden. Især råvildt har tendens til at udvikle denne type diarre, der formodentlig skyldes, at føden ændrer sig fra grovere vinterfoder med en lav næringsværdi til mere let fordøjeligt grøntfoder.

Alvorlig diarre er under normale forhold sjældent forekommende hos rådyr, men siden 2002 har der været usædvanlig sygdomsforekomst karakteriseret af diarre, afmagring og overdødelighed blandt rådyr på Fyn og Sjælland. Nedgang i jagtudbyttestatistikken for rådyr og fundne trafikdræbte dyr i samme periode vidner om en betydelig nedgang i de fynske bestande relateret til sygdomsforekomsten. Sygdommen følger tilsyneladende ikke noget mønster i forhold til årstiderne og rammer både råer og bukke, lam og gamle dyr. Årsagen er ukendt.

Findes dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Hjorte har deres egen overførbar spongiform encephalopati (TSE) også kaldet Chronic wasting disease (CWD) eller skrantesyge på norsk. CWD er forårsaget af prioner – også kendt fra Bovine Spongiforme Encephalopati (kogalskab). CWD er en dødelig sygdom, der er kendetegnet ved kronisk vægttab, men adfærdsændringer forekommer også i de fleste tilfælde. Der er ingen kendt sammenhæng mellem CWD og andre TSE hos dyr eller mennesker. Kliniske symptomer af CWD forekommer i voksne dyr, da sygdommen udvikler sig langsomt.

I 2016 blev der for første gang påvist Chronic Wasting Disease (CWD) hos vildtlevende hjorte i Europa, idet flere vildrener blev testet positive i Norge. Siden er CWD påvist hos elge og kronvildt i Norge, Sverige og Finland.

Senest i oktober-november 2022 blev der gennemført indsamling og undersøgelse af vævsprøver fra danske vildtlevende hjorte (kronvildt, dåvildt, sikavildt og rådyr) for CWD. Der blev undersøgt prøver fra i alt 353 dyr, og alle prøver er fundet negative for CWD.

Før denne undersøgelse har der været testet 158 danske rådyr for CWD, heraf de 51 i 2009-2010. Disse dyr er også fundet fri for sygdommen.

Det smitsomme stof (prionproteiner) kan overleve på trofæer fra inficerede dyr. I Norge, Sverige og Finland er der restriktioner, som betyder at det er forbudt at flytte levende dyrundtagen i forbindelse med årstidsbestemte græsning med rensdyr på tværs af grænserne eller til direkte slagtning. Det er forbudt at importere biologiske jagtlokkemidler. For danske jægere, der går på jagt i Norge, Sverige og Finland anbefaler Fødevarestyrelsen, at jægerne er opmærksomme og tager forholdsregler, for ikke at medtage CWD smitten til den danske fauna. Ved hjemkomsten vaskes jagttøjet – også støvlerne. Alt udstyr, som er brugt under jagten rengøres. Hvis udstyret har vært i kontakt med hjortedyr eller blod i et inficeret område desinficeres det medmindre dyret, som udstyret har vært i kontakt med, er testet negativt for CWD. For kød og trofæer anbefales det kun at medtage kød og trofæer fra dyr, der er testet negative for CWD.

Findes dyr med tegn på sygdom i hjernen, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Q-feber skyldes bakterien Coxiella burnetii. Bakterien er udbredt hos husdyr i landbruget i hele Danmark, men er endnu ikke påvist hos vildtlevende dyr. Det må dog formodes at Coxiella forekommer, da bakterien er meget modstandsdygtig i miljøet og kan findes hos mange forskellige arter af pattedyr, fugle og insekter. Bakterien kan forårsage sygdom hos dyr og mennesker, men forekommer også symptomløst. Sygdom viser sig hos dyr hyppigt som aborter, men kan også give mere generaliseret sygdom. Ved mistanke om Q-feber bør hele hjorten eller de sygdomsramte organer indsendes til faldvildtovervågningen. Kødet bør ikke anvendes til konsum.

Harepest (også kaldet tularæmi) hos harer skyldes infektion med bakterien Francisella tularensis. Sygdommen forårsager lejlighedsvist dødsfald hos harer i Danmark. Udbredelsen er ikke kendt. Obduktionsfund hos harer med harepest kan ofte være uspecifikke. Der kan ses forstørret (tøndeformet) milt, og eventuelt kan leveren være fuld af hvidlige processer (pletter). Harer, bævere og gnavere kan være raske bærere af sygdommen, og smitte til mennesker kan både skyldes direkte kontakt med disse dyr, for eksempel i forbindelse med jagt, men kan også skyldes en spredning af smitte med insekter og flåter. Endelig kan smitten også spredes med forurenet drikkevand. Harer med tegn på harepest er uegnede som fødevare og bør håndteres med forsigtighed på grund af smittefaren.

Findes dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Toxoplasmose er en sygdom, som skyldes en encellet parasit (snylter) kaldet Toxoplasma gondii. Parasitten forekommer hos mange dyrearter (herunder mennesker). Hos vildt forekommer parasitten blandt andet hos harer, men forekommer også hos for eksempel rovdyr og gnavere.

Kattedyr er hovedværter for infektion (parasitten lever i tarmen hos katte uden at forårsage nogen skade) og spredes med kattens afføring. Smittede harer dør ofte med kraftig inflammation i organerne og blodigt skum fra mund og næse. Mennesker kan inficeres, hvis de indtager råt eller utilstrækkeligt kød, som indeholder parasitten, eller hvis de indtager parasitæg fra kattes afføring. Sker infektion af gravide kvinder, kan parasitten overføres til fostret, hvilket kan resultere i hjerneskader eller blindhed. 

Coccidiose hos hare

Årsagen til coccidiose hos harer er en lille encellet parasit, der lever i tarmen. Især unge harer og harer i områder, hvor bestanden er tæt, kan blive hårdt ramt af sygdommen. I alvorlige tilfælde ses voldsom diarre, afmagring og dødelighed. Harer smittes gennem gødning fra andre harer. Coccidiose har i de fleste tilfælde ingen kødkontrolmæssig betydning, men harer, der viser tegn på diarre og svækkelse, er ikke egnede som fødevare.

Pasteurellose hos harer er forårsaget af infektion med bakterien Pasteurella multocida. Sygdommen forekommer sporadisk hos harer i Danmark, men kan også i nogle tilfælde være årsag til udbrud af sygdom hos flere harer i et område. Ved obduktion findes i reglen lungebetændelse og i nogle tilfælde leverbetændelse. Bakterien smitter i reglen ikke mennesker med et normalt immunforsvar, men harer med pasteurellose er ikke egnede som fødevare.

Findes dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Infektion med stafylokok-bakterier kan forårsage byldesyge hos harer og kaniner. Dødsfald som følge af byldesyge forekommer lejlighedsvist blandt danske harer. Sygdommen kan ofte have et langvarigt kronisk forløb, og byldesyge kan også ses i jagtskudte harer, som i første omgang så raske ud. Ved undersøgelse af haren findes i reglen talrige bylder i leveren. Bylderne kan også forekomme i andre organer eller huden. Harer med bylder i organerne er ikke egnede som fødevare.

Findes dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande. 

Myxomatose hos kanin

Myxomatose er en meget smitsom sygdom hos kanin. Myxomatose kaldes ind i mellem kaninpest. Myxomatose forårsages af et virus (poxvirus), og sygdommen kan angribe både tamme og vilde kaniner. Typiske fund ved myxomatose er markante hævelser omkring øjnene, som kan brede sig til næse, ører og læber og til sidst hele hovedet. Der kan forekomme flåd fra næsen og vejrtrækningsbesvær. Hævelserne omkring øjnene kan blive så voldsomme, at kaninen ikke kan se. Der vil endvidere opstå hævelser omkring endetarm og kønsåbning, hvorfra der også vil være flåd.  Smitte kan ske ved direkte kontakt med sekreter fra smittede kaniner. Der kan også ske smitte via stikkende insekter som myg, lopper, pelsmider og stikfluer.

Viral haemorrhagic disease (VHD) hos kaniner er en meget smitsom sygdom. VHD skyldes infektion med et Calicivirus. VHD inddeles i to typer, hvor type 2 også kan smitte to underarter af harer, mens der ikke kendes tilfælde af smitte med type 1 i harer. Forekomst af VHD er udbredt over det meste af verden. Sygdommen blev første gang konstateret hos tamkaniner i Danmark i 1990 ved to udbrud - et i Sønderjylland og et på Lolland. Der blev iværksat en undersøgelse af smitten blandt de vilde kaniner i perioden 1990 til og med 1992, og sygdommen blev fundet udbredt blandt de vilde kaniner. Det er ikke første gang, at der er konstateret udbrud af VHD, type 2, i Danmark hos tamkaniner. Kaniner med VHD kan have blødninger fra næse, endetarm og andre kropsåbninger. Obduktionsfund kan variere og er ikke specifikke. Smittespredning VHD smitter ved direkte kontakt mellem kaniner eller ved kontakt med produkter fra smittede kaniner (skind, kød, uld) eller gennem afføring fra kaniner.

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande. 

Infektion med bakterien Yersinia pseudotuberculosis forårsager sygdommen yersiniose (eller pseudotuberkulose) hos harer og kaniner. Dødsfald som følge af yersiniose forekommer lejlighedsvist blandt danske harer. Yersiniose kan smitte mellem harer ved kontakt og kan nogle gange være årsag til udbrud af sygdom hos flere harer i et område. Sygdommen kan ofte have et langvarigt kronisk forløb og kan også ses i jagtskudte harer, som i første omgang så raske ud. Ved undersøgelse af haren findes i reglen talrige hvidlige bylder i leveren. Bylderne kan også forekomme i andre organer. Harer med bylder i organerne er ikke egnede som fødevare. 

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande. 

Infektion med Brucella-bakterien forårsager sygdommen brucellose hos harer og kaniner. Brucellose forekommer formodentlig kun sjældent blandt danske harer. Brucellose forårsager typisk betændelse i harens kønsorganer. Sygdommen kan ofte have et langvarigt kronisk forløb og kan også ses i jagtskudte harer, som i første omgang så raske ud. Brucellabakterier kan smitte til mennesker. Harer med tegn på betændelse og eventuelt bylddannelse i kønsorganerne er ikke egnede som fødevare. Ved mistanke om Brucellose skal fødevarestyrelsen orienteres.

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Akut haredød forårsages af infektion med calicivirus hos harer. I 1980’erne forårsagede calicivirus voldsomme udbrud i danske harebestande, som var forbundet med høj dødelighed. I de seneste år har calicivirus kun sjældent været årsag til sygdomsudbrud, hvor flere harer er smittet. Dødsfald som følge af calicivirus infektion forekommer stadig lejlighedsvist blandt danske harer. Haren dør i reglen efter et meget kortvarigt (akut) sygdomsforløb. Ved undersøgelse er harens lever opsvulmet, forstørret og rød. Sygdommen kan ofte have en langvarigt kronisk forløb og kan også ses i jagtskudte harer, som i første omgang så raske ud.

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Leptospirose forårsages af bakterien Leptospira, hvoraf der findes flere forskellige arter. Leptospirer kan forårsage sygdom hos mange forskellige pattedyr, herunder mennesker. Ofte forekommer infektionen symptomløst, men den kan også give anledning til alvorlig sygdom med nyre- og leversvigt og i nogle tilfælde dødsfald. Inficerede gnavere udskiller bakterien med urinen. Hvert år konstateres tilfælde af leptospirose hos mennesker i Danmark, så sygdommen findes formodentlig i den danske fauna.

Leptospirer forekommer især hos gnavere. Findes døde vilde gnavere modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske bestande af vilde dyr. Desværre modtages i øjeblikket kun sjældent gnavere.

Hantavirus forekommer i Danmark hos rødmus. Musene udviser oftest ikke sygdomstegn, men kan overføre smitte til mennesker via støv, urin og ekskrementer. Hantavirus kan forårsage dødelig sygdom hos mennesker.

Findes døde vilde gnavere modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske bestande af vilde dyr. Desværre modtages i øjeblikket kun sjældent gnavere.

Rævens dværgbændelorm er en parasit, som har ræv eller mårhund som hovedvært. Hunde og katte kan fungere som alternativ hovedvært. I hovedværten udvikles parasitten til en meget lille bændelorm. Ormen producerer æg, som udskilles med afføringen og indtages af gnavere, som fungerer som mellemvært for parasitten. I gnaveren udvikles et larvestadium. En ny hovedvært kan smittes ved at æde en inficeret gnaver. Mennesker er en alternativ mellemvært. Når mennesker inficeres, udvikles parasitblærer i lever og andre organer. Parasitten forekommer i store dele af Europa, herunder Danmark og Sverige, men er hyppigst forekommende i Mellemeuropa. Undersøgelser gennem de seneste år tyder på, at forekomsten øges i flere lande. Hos mennesker kan infektion være fatal. Sygdomsforløbet tager 10–15 år. Smittede ræve og hunde viser ingen symptomer på infektionen. Det kræver en laboratorieundersøgelse at påvise infektionen, parasitten vil ikke kunne ses ved visuel inspektion af det nedlagte dyr. Sygdom hos mennesker forekommer meget sjældent, selv i områder, hvor parasitten er meget udbredt hos ræve (for eksempel Schweiz). 

Hundegalskab, Rabies, forårsages af et virus, som er relativt følsomt og hurtigt ødelægges udenfor det inficerede dyr. Alle varmblodede dyr inklusive mennesker er følsomme overfor rabies, modtagelighed for sygdommen varierer dog. Ræve har meget høj modtagelighed, mens katte, hunde, kvæg, får og geder har middelstor modtagelighed for sygdommen. Rabies forekommer i Afrika, Mellemøsten, Nord-, Central og Sydamerika, samt store dele af Asien. I Europa forekommer rabies kun i de østlige dele, med undtagelse af nogle få årlige tilfælde i middelhavslandene. Sygdommen forekommer ikke i Sverige, Norge, Danmark og Finland. Bekæmpelse af rabies i Europa har siden 1980 foregående ved vaccination af ræve. Vaccinationen foregår ved udlæggelse af kød indeholdende vaccine i naturen. Rabiesvirus overføres via inficeret spyt, næsten altid gennem bid eller slik fra et rabiessmittet dyr. Karakteristiske symptomer hos hunde og ræve med rabies er adfærdsforandringer. Hunde som normalt er venlige, bliver pludselig bidske, og ræve mister deres frygt for mennesker, slingerhed, savlen, og til sidst i sygdomsforløbet falder de og kan ikke rejse sig. Rabies er en anmeldepligtig sygdom. Det vil sige at fødevarestyrelsen skal kontaktes, hvis man mistænker et dyr for at være ramt af sygdommen. 

Ræveskab skyldes en lille mide (0,2-0,45 mm lang), som graver gange i hudens øverste cellelag. Smitte kan foregå både ved direkte kontakt med smittede dyr (sædvanligvis ræv) og indirekte ved, at mider overlever i kortere eller længere tid på steder, som smittede dyr har haft kontakt med. Hudforandringer og kløe kan ses over hele kroppen, og ubehandlet er sygdommen fatal for ræv og hund. Ræveskab har forårsaget voldsom dødelighed i danske rævebestande i hele landet og har helt udryddet ræven på Bornholm. Sygdommen forekommer stadig lejlighedsvist i Jylland og på Sjælland. Symptomerne kan variere meget, men er i reglen forbundet med voldsom kløe. Hunde og katte kan smittes med skabmider, men de får ikke altid tydelige symptomer. Hos mennesker har infektionen i reglen et kort og mildt forløb. Dyr med skab er ikke egnede som fødevare.

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Hvalpesyge hos mink skyldes infektion med et morbillivirus. Det er det samme morbillivirus, der er årsag til hvalpesyge hos farmmink, forskellige vildtlevende rovdyr (mår, ilder, odder, sæler, grævling og andre) og hundesyge hos hundefamilien (for eksempel tamhund og mårhund). Virus er også meget tæt beslægtet med en anden gruppe af morbillivirus, der er årsag til sælpest hos sæler og andre havpattedyr. Både hos mink og hunde kan symptomer på hvalpesyge/hundesyge være svære at genkende. Erfaringer viser, at symptomerne ofte er varierede og uspecifikke. Hos mink og hunde ses ofte flåd fra øjne og snude, der kan også ses hævelse og skorpedannelse ved snude, øjne, ører og poter. Hos nogen dyr angriber virus nervesystemet, hvilket medfører adfærdsforandringer og krampeanfald. Hos de vildtlevende dyr er obduktionsfund ofte meget uspecifikke. Hvalpesyge/hundesyge kan være fatal for husdyr og vildtlevende rovdyr, men sygdommen smitter ikke til mennesker.  

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom bør de indsendes til faldvildtovervågningen. Hvalpesyge hos pelsdyr er en lovomhandlet sygdom, og bekræftede tilfælde skal derfor anmeldes til fødevarestyrelsen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Denne sygdom har været udryddet i Danmark i mange år. Den skyldes et virus, der forårsager voldsom kløe og forskellige centralnervøse forstyrrelser samt evt. forkølelse og lungebetændelse. Sygdommen er ofte dødelig. Virus kan forekomme symptomløst hos svin, og kan derfra smitte til rovdyr, der spiser inficeret væv. Sygdommen kan dog også smitte til f.eks. drøvtyggere. Rovdyr, der spiser inficeret væv, kan smittes med sygdommen, hvilket giver voldsom kløe og forskellige centralnervøse forstyrrelser samt evt. forkølelse og lungebetændelse og ofte ender med døden. Sygdommen kan også smitte til f.eks. drøvtyggere. Fordi infektionen ikke forekommer hos husdyr i Danmark i øjeblikket, er risikoen for forekomst af denne sygdom hos vilde dyr i Danmark meget lille. Ved mistanke om pseudorabies skal hele dyret indsendes til undersøgelse. Tilstedeværelse af virus kan bekræftes med specifik PCR eller immunohistokemisk farvning.

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Spirocerca lupi Denne parasit blev fundet for første gang i 2013 i 2 ræve nedlagt i Thy. Parasitten har ikke betydning for dyret, men kan også smitte til hunde. Smittede dyr vil udskille æg i fæces, der så kan ædes af en bille, der fungerer som mellemvært. I billen udvikles æggene, og når billen ædes af f.eks en mus eller en ræv vil larverne frigøres og vandre gennem slimhinde i mavesækken og føres med blodet op i den store legemspulsåre, hvor de sidder i et par måneder. Derefter vandrer de voksne parasitter tilbage til spiserøret, hvor de sidder i knuder (se foto), hvor de begynder at udskille æg til en ny generation. Æggene føres med føden ned gennem spiserøret og via fæces ud. Hunde, der er smittet med denne parasit, er i risiko for at få skader i legemspulsåren og dermed forbløde. Endvidere er der set udvikling af ondartede knuder i spiserøret. Parasitten findes mange steder i verden.

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Udtagne parasitter kan opbevares i sprit/alkohol. Det hjælper med at bevare dem med henblik på artsbestemmelse. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Fugleinfluenza forårsages af et influenzavirus. Sygdommen er meget smitsom mellem fugle og kan også smitte mennesker (zoonose). Mildere (lavpatogene) varianter af virus findes naturligt blandt vilde fugle, især havfugle. Siden 2006 har det været flere udbrud med smitte af højpatogen fugleinfluenza fra vilde fugle til fjerkræsbesætninger. Symptomerne varierer afhængigt af mange forskellige faktorer som virustype, fugleart, fuglens alder, forekomst af andre sygdomme og dyrenes omgivelser. I visse tilfælde har sygdommen et meget hurtigt forløb, og fuglene dør uden forudgående symptomer. I andre tilfælde ses dårlig trivsel, blåfarvning af huden, nedsat ægproduktion og afmagring.  Der kan også ses vejrtrækningsbesvær, kramper og diarre. Nogen fugle viser adfærdsforandringer og mister orienteringsevnen på grund af hjernebetændelse.  Ved mistanke om fugleinfluenza skal Fødevarestyrelsen kontaktes. Man kan anvende Fødevarestyrelsens app "FugleinfluenzaTip" via en smartphone til at indrapportere, hvis man finder en død vild fugl. Man kan løbende holde sig opdateret på, hvor i Danmark der er påvist højpatogen fugleinfluenza via link: https://ai.fvst.dk/ .

Mennesker kan blive smittet med fugleinfluenza, men det kræver tæt kontakt med inficerede fugle. Fugleinfluenza kan også smitte til andre pattedyr. I 2022 og 2023 testede blev danske ræve for første gang testet positive for fugleinfluenza. Finder man en selvdød ræv eller skydes en syg ræv, er man velkommen til at indsende ræven via Faldvildtordningen til undersøgelse hos Patologivagten hos Københavns Universitet. Se mere info under ”indlevering” for indsendelse af dyret.
Generelt er anbefalingen ved håndtering af selvdøde samt dyr med tegn på sygdom at vise stor forsigtighed. Anvend handsker og pak altid dyr i en tæt plastikpose.

Botulisme er en forgiftning forårsaget af giftstof fra bakterien Clostridium botulinum. Andefugle er særligt følsomme overfor botulisme. Sygdommen forekommer oftest i varme perioder af året og rammer fugle, der fouragerer i lavvandede områder. Bakterien overlever i døde dyr, der ligger i slam og mudder på bunden af damme, småsøer og andre lavvandede områder. I varme perioder, hvor iltniveauet i vandet falder, og der samtidig sker en stor fordampning og dermed sænkning af vandstanden, får ænderne mulighed for at snadre i mudderet og udsættes dermed for giftstoffet. Udbrud kan også ses i forbindelse med oprensning af sådanne vandområder. Når forgiftede fugle står på land, synker de sammen i benene og vingerne hænger slapt ned. Efterhånden lammes halsmuskulaturen også, og hovedet strækkes fremad for at lette vejrtrækningen. Til sidst lammes åndedrættet, og fuglen dør. Botulisme kan forårsage talrige dødsfald blandt fugle på de ramte lokaliteter. Ådselædende dyr, som f.eks. ræve, er meget modstandsdygtige over for giftstoffet. Fugle mistænkt for botulismeforgiftning er ikke egnede som fødevare.

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen.

Ved mistanke om fugleinfluenza skal Fødevarestyrelsen kontaktes. Man kan anvende Fødevarestyrelsens app "FugleinfluenzaTip" via en smartphone til at indrapportere, hvis man finder en død vild fugl. Man kan løbende holde sig opdateret på, hvor i Danmark der er påvist højpatogen fugleinfluenza via link: https://ai.fvst.dk/ .

Sygdommen fuglekolera forårsager lejlighedsvist udbrud med høj dødelighed blandt edderfugle i Danmark. Sygdommen rammer især rugende edderfuglehunner, men kan også forekomme hos edderfugle, der ikke ligger på æg, samt lejlighedsvist hos andre arter af fugle.  Årsagen er en smitsom bakterie, der kaldes Pasteurella multocida. Bakterien er også årsag til alvorlige sygdomsudbrud hos tamfjerkræ. Fuglekolera resultater ofte i akut død uden forudgående symptomer. I nogen tilfælde kan ses blødninger i lunger og luftveje. Selvom bakterien normalt ikke smitter mennesker, bør fugle med fuglekolera ikke anvendes som fødevare.

Findes vilde fugle mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Ved mistanke om fugleinfluenza skal Fødevarestyrelsen kontaktes. Man kan anvende Fødevarestyrelsens app "FugleinfluenzaTip" via en smartphone til at indrapportere, hvis man finder en død vild fugl. Man kan løbende holde sig opdateret på, hvor i Danmark der er påvist højpatogen fugleinfluenza via link: https://ai.fvst.dk/. 

Sygdommen fugletuberkulose forårsager lejlighedsvist dødsfald blandt forskellige arter af duer i Danmark. Sygdommen kan også lejlighedsvist smitte pattedyr.

Sygdommen er forårsaget af bakterien Mycobacterium avium, der er beslægtet med den bakterie, der forårsager tuberkulose hos kvæg (Mycobacterium bovis). Infektion er i de seneste år hyppigst påvist hos havfugle og rovfugle i Danmark. Bakterien forårsager bylder med indhold af tørt hvidligt betændelse/pus. Bylderne kan sidde i huden eller spredt i organerne (ofte lunge, lever eller tarmkanal). Fuglene kan være afmagrede på grund af kronisk sygdom. Fugle med fugletuberkulose bør ikke anvendes som fødevare.

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Ved mistanke om fugleinfluenza skal Fødevarestyrelsen kontaktes. Man kan anvende Fødevarestyrelsens app "FugleinfluenzaTip" via en smartphone til at indrapportere, hvis man finder en død vild fugl. Man kan løbende holde sig opdateret på, hvor i Danmark der er påvist højpatogen fugleinfluenza via link: https://ai.fvst.dk/. 

Fuglekopper, også kaldet fjerkrækopper eller avian pox, er en smitsom sygdom hos fugle, der er forårsaget af et poxvirus. Fuglekobber forekommer I hele verden, men er mest udbredt I varmere dele af verden.

Sygdommen er påvist hos over 200 arter af vilde fugle, herunder finkefugle, duer, vagtler. Rovfugle og kragefugle kan også få fuglekobber, men sygdommen forekommer sjældent hos havfugle. Sygdommen kan også smitte mellem vilde fugle og tamfjerkræ.

Der er to typer af fjerkrækopper. En tør hudform med langsomt udviklende vortelignende hudforandringer og en våd form, som giver sygdom i slimhinder (mund og svælg) og luftveje. Sygdommen kan spredes med myg, og den kan smitte direkte mellem fugle. Smitte kan for eksempel ske på et foderbræt, vandbad eller lignende.

Fjerkrækobber var mere almindelig hos danske vilde fugle tidligere. I dag påvises fjerkrækobber meget sjældent i forbindelse med faldvildtovervågningen.

Sygdommen anses i andre områder af verden for a have en betydelig og muligvis stigende betydning som dødsårsag blandt visse arter af vilde fugle (bla. vilde kalkuner).

Ved mistanke om fuglekopper kan hele fuglen indsendes (eller alternativt den del af kroppen hvor læsionerne er). Diagnosen stilles i reglen ved obduktion og undersøgelse af væv i mikroskop - eventuelt suppleret med direkte undersøgelse for virus.

Der er ikke noget der tyder på at fuglekopper kan smitte fra fugle til mennesker, men da sygdommen ofte er efterfulgt af bakterielle infektioner er fugle med sygdommen ikke egnet til konsum.

Findes denne type forandringer på fugle, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Ved mistanke om fugleinfluenza skal Fødevarestyrelsen kontaktes. Man kan anvende Fødevarestyrelsens app "FugleinfluenzaTip" via en smartphone til at indrapportere, hvis man finder en død vild fugl. Man kan løbende holde sig opdateret på, hvor i Danmark der er påvist højpatogen fugleinfluenza via link: https://ai.fvst.dk/. 

Sygdommen gul knop er relativt hyppigt årsag til dødelighed hos forskellige arter af duer i Danmark. Sygdommen er forårsaget af en parasit (Trichomonas), der også kan smitte andre fugle (især rovfugle og finkefugle), samt pattedyr. Parasitten lever i fuglens slimhinder i mundhule, svælg, spiserør og kro. Hos alvorligt angrebne fugle er slimhinden fortykket med gullige belægninger. Ofte dør fuglene som følge af, at maden sætter sig fast i spiserøret pga. den fortykkede slimhinde. Gul knop kan forårsage talrige dødsfald blandt duer på de ramte lokaliteter. Fugle, der er alvorligt angrebet af sygdommen og derfor svækkede og afmagrede, er ikke egnede som fødevare.

Findes vilde fugle mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Ved mistanke om fugleinfluenza skal Fødevarestyrelsen kontaktes. Man kan anvende Fødevarestyrelsens app "FugleinfluenzaTip" via en smartphone til at indrapportere, hvis man finder en død vild fugl. Man kan løbende holde sig opdateret på, hvor i Danmark der er påvist højpatogen fugleinfluenza via link: https://ai.fvst.dk/. 

Salmonellose forekommer sjældent hos vildt og stort set udelukkende i vildt, der lever tæt på mennesker, og dyr, der æder affald (gnavere, måger, duer, pindvin, ræve). Salmonellose kan også lejlighedsvist forårsage sygdomsudbrud med høj dødelighed blandt småfugle omkring fodersteder i haver og lignende. Smittede dyr kan være symptomfrie bærere, eller de kan være forbundet med diarre, leverbetændelse, blodforgiftning eller andre symptomer. Vildt med sygdomsmæssige forandringer som følge af salmonellainfektion er ikke egnede som fødevare.

Papegøjesyge - også kaldet ornitose eller chlamydiophilose. Papegøjesyge forårsages af bakterien Chlamydophila psittaca, der kan forårsage sygdom hos fugle og mennesker. Sygdommen kan bæres af tilsyneladende raske fugle, men kan også forårsage sygdom såsom diarré, næse- og øjenflåd, vejrtrækningsbesvær og pludselige dødsfald. Papegøjer er de mest modtagelige for smitten, men smitten kan også findes i andre fugle som duer, ænder og rovfugle. Papegøjesyge er tidligere påvist i opdræts/udsætningsænder i Danmark.

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Ved mistanke om fugleinfluenza skal Fødevarestyrelsen kontaktes. Man kan anvende Fødevarestyrelsens app "FugleinfluenzaTip" via en smartphone til at indrapportere, hvis man finder en død vild fugl. Man kan løbende holde sig opdateret på, hvor i Danmark der er påvist højpatogen fugleinfluenza via link: https://ai.fvst.dk/. 

Vilde fugle kan fungere som et resevoir for virus, idet ikke alle fugle bliver syge af virus. Hønsefugle er mere modtagelige end f.eks. svømmefugle, der kan fungere som raske smittebærere. Sygdommen viser sig ved diarré, centralnervøse forstyrrelser og pludselige dødsfald. Sygdommen er anmeldepligtig i Danmark.

Ved mistanke om fugleinfluenza skal Fødevarestyrelsen kontaktes. Man kan anvende Fødevarestyrelsens app "FugleinfluenzaTip" via en smartphone til at indrapportere, hvis man finder en død vild fugl. Man kan løbende holde sig opdateret på, hvor i Danmark der er påvist højpatogen fugleinfluenza via link: https://ai.fvst.dk/.

Klassisk svinepest blev i Europa tidligere kaldt "Europæisk svinepest". Sygdommen skyldes en smitsom virussygdom hos svin (herunder vildsvin). Klassisk svinepest kan ikke smitte til mennesker, og kontakt med smittede dyr udgør således ikke nogen sundhedsmæssig risiko for mennesker. Symptomerne kan være høj dødelighed, stiv og stikkende gang, sløvhed, ukoordinerede bevægelser, vaklende bagben, tåreflåd, brækninger, forstoppelse, diarré, røde eller blålige misfarvninger i huden fortrinsvis på ben, bug og ører og kramper. Der kan også ses et mildere forløb med utrivelighed og reproduktionsproblemer. Smitte fra besætning til besætning sker oftest ved handel med grise, som endnu ikke har symptomer, eller ved anvendelse af transportvogne, der ikke er rengjort tilstrækkeligt. Personer kan også videreføre smitten. Mellem nærtliggende svinestalde kan der ske luftbåren smitte. Forekomst af klassisk svinepest blandt vildsvin kan give anledning til overførsel af smitte til tamsvin. Svinepest er anmeldepligtig sygdom, dvs. Fødevarestyrelsen skal kontaktes ved mistanke. Svinepest er ikke konstateret i Danmark siden udbrud i tamsvin i 1933.

Findes dødfundne vildsvin i dansk natur, skal Fødevarestyrelsen kontaktes. 

Trikiner er små orm, som kan inficere mange forskellige dyrearter, først og fremmest rovdyr og altædende dyr (som vildsvin). Smitte sker ved, at et dyr eller menneske indtager kød med levende trikinlarver. Sygdommen trikinellose skyldes, at larverne indkapsler sig i forskellige organer. Symptomerne afhænger af mængden og placeringen af larverne og kan variere fra muskelsmerte til feber, og i nogen tilfælde kan sygdommen være fatal. Frysning er ikke en sikker metode til at uskadeliggøre trikiner, eftersom forskellige arter udviser forskellig følsomhed overfor frysning. Følsomheden afhænger også af, hvilket dyr trikinerne befinder sig i. For at trikiner skal uskadeliggøres, må kødet gennemvarmes til en temperatur på +68 ^oC. Trikinkontrol skal udføres på vildsvin, hest, bjørn m.fl., som skal sælges som fødevare. Trikinkontrol skal udføres på et godkendt laboratorium. Danmark er i øjeblikket officielt fri for trikiner. Trikiner er dog lejlighedsvist blevet påvist i dansk vildt, senest i 3 ræve fra Thy i 1990’erne og to mink fra Bornholm i 2008. I Sverige er trikiner almindeligt forekommende.

Findes dødfundne vildsvin i dansk natur, skal Fødevarestyrelsen kontaktes.

Skovflåten (Ixodes ricinus) er en mide, der suger blod af fugle og pattedyr, herunder mennesker. Udviklingen fra æg til voksen flåt tager ca. tre år. En hunflåt kan lægge 2000-3000 æg ad gangen. Larverne er ca. ½ mm lange og suger blod af små pattedyr og fugle, samt lejlighedsvist større dyr (herunder mennesker). Nymfer suger blod på pattedyr og fugle og i nogle tilfælde store pattedyr. De voksne hunner suger blod på større pattedyr som hare, rådyr og hunde.

Den mest kendte sygdom, der overføres med skovflåter til mennesker, er borrelia (Lyme’s syge). Der forekommer andre flåtbårne sygdomme i Danmark, herunder Tick Borne Encephalitis (TBE), som de sidste par år har haft et stigende antal af smittede mennesker i Nordsjælland og på Bornholm. En anden vigtig flåtbåren sygdom er Anaplasmose (ehrlichiose), som forårsages af bakterien Anaplasma phagocytophilum. Harepest (infektion med bakterien Francisella tularensis) kan også overføres til mennesker gennem flåtbid.

Det er vigtigt at forsøge at forebygge flåtbid og at fjerne flåten så tidlig som mulig for at hindre smitteoverførsel, hvis den har sat sig fast. For at reducere risikoen for flåtbid i forbindelse med jagt eller anden færdsel i naturen bør man anvende lange bukser, der dækker anklerne. Det er vigtigt at kontrollere sig selv, når man kommer hjem fra områder med flåter. Kontakt læge, hvis der efter flåtbid kommer rødt udslet, som breder sig omkring stikstedet i løbet af 3-4 uger efter flåtbiddet, eller symptomer som hævede lymfeknuder og feber. Man skal være opmærksom på, at der ikke altid ses hududslet ved borrelia.

Alaria ikter

Alaria alata forekommer hos vildtsvin og hos visse rovdyr, er blandt andet påvist hos mårhunde i Danmark. Alaria alata er en lille ikte med et særdeles bredt værtsspektrum. Den kan findes ligesom trikiner i kød fra vildsvin. Der er ikke med sikkerhed påvist humane tilfælde, men Alaria alata mesocercarierne (et mellemstadie) betragtes som zoonotiske – det vil sige, at det kan smitte fra dyr til mennesker. Grunden til at man mistænker den for det er, at andre tæt beslægtede Alaria arter har forårsaget talrige humane infektioner inklusiv et enkelt dødeligt tilfælde i USA. Alaria alata har været kendt i Europa I mange artier. Det er først inden for de seneste år, at parasitten har fået fornyet opmærksomhed på grund af et stigende antal fund af laver (metacercarier) i vildsvin i forbindelse med den rutinemæssige trikinkontrol. Alaria er fundet i vildsvin i Tyskland, Frankrig, og i Danmark, men den må antages at være udbredt i vildsvin, da Alaria ikter er almindelig forekommende blandt slutværterne (f.eks. ræv og mårhund). Overførsel af Alaria ikter fra dyr til menneske kan undgås ved, at: 1. Varmebehandle kødet ved at sikre at temperaturen er over 60 °C i kødet. 2. Fryse kødet ned til under minus 14°C i mere end 2 timer. Det har ingen effekt at ryge eller salte kødet – derfor bør man fryse kødet ned, før det anvendes til pølseproduktion

Listeriose forårsages af en bakterie kaldet Listeria monocytogenes. Bakterien findes udbredt i naturen og kan findes hos raske dyr og fugle. Hos nogle dyr og mennesker kan bakterien dog give anledning sygdom, primært visende sig som aborter og hjernebetændelse. Listeriose forekommer blandt andet hos hjortevildt og ræve.

Sælpest skyldes infektion med et Morbillivirus. Sygdommen kan smitte til mange forskellige rovdyr heriblandt forskellige mårdyr (”hvalpesyge”), ræve og hunde (”hundesyge”). Sygdommen kan forårsage lungebetændelse, diarré, centralnervøse forstyrrelser og dødsfald. Sygdommen findes i Danmark og har i nogle år givet anledning til omfattende sygdomsudbrud hos danske sæler.

Dødfundne havpattedyr modtages gerne til faldvildtovervågningen.

Beredskabet for strandede havpattedyr indsamler informationer om døde og syge sæler og hvaler samt overvåger deres sundhedstilstand i Danmark. Beredskabet sørger desuden for hurtig aflivning af syge og afkræftede sæler og hvaler, hvis muligt. Her kan du læse mere om, hvad du skal gøre, hvis du finder syge eller døde havpattedyr på stranden https://fimus.dk/sael-paa-stranden/

Vaskebjørne kan have spolormen Baylisascaris procyonis i tarmen, der kan smitte til hunde og mennesker (zoonose). B. procyonis findes især hos vaskebjørne i USA, men er også påvist i europæiske lande. I Danmark er den påvist hos vaskebjørne i dyrehaver og zoologiske haver, men også i to vaskebjørne, der er fundet døde i den danske natur. B. procyonis lever i tyndtarmen hos vaskebjørnen (hovedvært) og udskiller æg med afføringen, der så kan optages af en ny vært (unge vaskebjørne) eller optages af en såkaldt paratænisk vært f.eks. gnavere, fugle eller mennesker! Parasitten smitter i nogle tilfælde også hunde, som så vil udskille parasitæg i afføringen. Disse æg er vanskelige at skelne fra andre spolorm-æg ved parasitologisk undersøgelse og diagnosen er vanskelig at stille. Hos vaskebjørne (og hunde) ses sjældent tegn på sygdom. Ved smitte til mennesker kan larverne vandre gennem organer og væv, herunder hjernen, hvor de kan forvolde stor skade med symptomer som lammelser, svimmelhed, kramper m.m. For at forebygge smitte bør personer, der håndterer vaskebjørne og deres afføring bære beskyttelsestøj (såsom handsker, mundbind og støvler). Dyrlæger og andre, som i forbindelse med deres arbejde håndterer afføring fra dyr, bør også udvise forsigtighed. B. procyonis hos vaskebjørne og hunde kan behandles med en ormekur, men hos paratæniske værter findes der ingen kendt effektiv terapi. Opdages sygdommen tidligt, kan udviklingen i nogle tilfælde dog bremses, men sygdommen kan have dødelig udgang.

Vildtlevende vaskebjørne aflivet eller dødfundet i Danmark modtages meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Misdannelser forekommer sjældent hos vildtlevende dyr. I nogen tilfælde er de medfødte – det gælder for eksempel albinoer, der mangler pigment og derfor er hvide med røde øjne. Der forekommer også erhvervede misdannelser.

En almindeligt forekommende erhvervet misdannelse er parykopsats hos rådyr. I nogen tilfælde kender man ikke årsagen til misdannelsen. Generelt har misdannelser ikke nogen kødkontrolmæssig betydning, medmindre de har forårsaget almen svækkelse og sygdom hos dyret.

Snabelsko forekommer relativt hyppigt i Danmark. Der kan ses snabelsko på alle ben (eller kun på et, to eller tre ben). Som regel er forandringerne symmetriske og omfatter f.eks. begge forben eller begge bagben. Snabelsko kan give halthed, men dyrene er ofte i stand til at klare sig og kan i reglen være i godt huld. Årsagen er ikke fastlagt med sikkerhed, men snabelsko formodes at være en arvelig lidelse hos råvildt, hvorfor man bør bortskyde dyr med tendens til snabelsko, så vidt det er muligt.

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Kræft forekommer lejlighedsvist hos vildtlevende dyr. I Danmark ses kræft hyppigst hos rådyr, muligvis fordi de bliver relativt gamle. De mest almindelige former for kræft hos rådyr er levertumorer. Undersøgelser udført i England tyder på, at der ses forøget risiko for leverkræft hos rådyr, der æder meget gran. Lymfomer (blodcellekræft) forekommer sporadisk hos alle dyrearter. Fibromer forekommer særligt hyppigt hos nogen hjortearter, blandt andet dåvildt og kan være forårsaget af virusinfektioner. Kræft af varierende typer har været påvist hos fuglevildt, såsom kræft i muskulaturen (leiomyosarkom og rabdomyosarkom) hos fasaner.  Generelt anses dyr med kræft ikke som værende egnede som fødevare.

Findes vilde dyr mistænkt for denne type sygdom, modtages de meget gerne til faldvildtovervågningen. Indsendelse af kadavere og organmateriale til faldvildtovervågningen er med til at sikre viden om ændringer i udbredelse af sygdomme i danske vildtbestande.

Tandslid og tandproblemer hos hjortevildt skyldes ikke nødvendigvis alder, det kan også skyldes fødevalg f.eks. med meget sand.

Fodring, der påbegyndes i sommer/efteråret og så pludselig om vinteren eller tidligt forår ophører, kan have katastrofal virkning på vildtet. Vildtet vænner sig til den større og nemt tilgængelig fødemængde og tilpasser sig, så hvis fodringen pludselig ophører, vil det føre til sult. Hvis dyrene ikke vænnes til og fra fodringen gradvist, kan fodringen medføre fordøjelsesproblemer, og dette kan være fatalt for vildtlevende dyr. Pludselig adgang til foder, der har et højt indhold af protein eller letfordøjelige kulhydrater, kan også have alvorlig konsekvens for råvildtet, som kan udvikle grutforgiftning (sur vom). Dyr med sur vom/grutforgiftning er ikke egnede som fødevare, da bakterier med stor sandsynlighed kan være spredt med blodbanen.

Såkaldt fedtlever hos hjortevildt ses især i områder, hvor der fodres. Hvor der ikke fodres, tilpasses dyrenes fordøjelsessystem det begrænsede fødeudbud, og de vil derfor ikke være i stand til at udnytte foder, der lægges ud midt i vinterperioden. I værste fald vil en sådan fodring kunne føre til, at dyrene æder fodret, men dør af sult, fordi de ikke kan omsætte det. 

Foderpladser kan danne grundlag for øget direkte eller indirekte kontakt mellem dyrene og dermed øget smittespredning mellem dyrene. Mange smitstoffer har særligt gode overlevelsesmuligheder, hvis der er skygge og fugtig optrampet jord på foderpladsen. Mange smitstoffer kan overleve i flere år i miljøet, hvis forholdene er gunstige, så der kan ske en ophobning af smitstoffer gennem tiden. Eksempler på sygdomme, som smitter mellem dyr på foderpladser, er klovbrandbyld, pseudotuberkulose og pelslus hos rådyr.

Fodring kan også nedsætte dyrenes naturlige frygt for mennesker, hunde og køretøjer. ”Tamme” dyr øger risikoen for ”sammenstød”, for eksempel påkørsel af dyr.  Der er altså mange gode grunde til at overveje, om det overhovedet er nødvendigt at fodre vildtet og så vidt muligt undgå det. Hvis man vælger at fodre vildt, skal det gøres med omtanke.